Naturfølelse

Naturfølelse, menneskets følelse for landskabets og naturfænomenernes skønhed og af slægtskab med naturens hele. Al poesi gemmer mindesmærker om denne følelse, men der er utvivlsomt vokset med forestillingslivets og intelligensens udvikling, og den romantiske naturfølelse, som vi finder hos Rousseau, og den panteistiske naturfølelse, som hos Goethe, Byron, Shelley, Lamartine og Hugo, er et forholdsvis moderne fænomen.

Med forestillingslivets udvikling følger følelsens. Vor viden må uddybe følelsen. For de gamle var for eksempel stjernehimmelen en fast hvælving, for os det uendelige af verdener fyldte rum. Vor personlighedsopfattelse er dybere, og vi stiller os kvalitativt over naturen, men samtidig er ad mange veje vor forståelse af vort slægtskab med naturen også vokset, både forskellen og enheden er blevet dybere. Også klima og naturforhold må øve indflydelse på sindsbevægelsens dybde og friskhed. Nordiske folk havde vistnok en inderligere naturfølelse end sydboere, idet naturløbet her er rigere på afveksling og kontrast, hvorved følelsen holdes frisk. Romantisk dæmring og skumring er nordiske fænomener, i modsætning til sydens formklar og plastiske natur, og lysets største malere er nordboer. Dertil kommer så sociale forhold som bylivets udvikling og nervesystemets voksende finhed, der bringer længsel mod naturen og skærper interessen for den, og transportmidlernes udvikling, der tillader os at nyde landskabets skønhed uden at behøve at døje besværligheder ved at nå ud til det. Og disse forskellige faktorer i forbindelse med et, der ligger endnu dybere og måske går tilbage til vore nomadiserende forfædres inderlige samliv med naturen, nemlig racetræk, avler den fine og sindsbevægende følelse for nature, der i romantiske og panteistiske former toner sælsomt og betagende i moderne lyrik. Men som vejene, der har ført til denne følelse, er mange, er også selve følelsen meget sammensat. En følelse af landskabets skønhed er jo for eksempel sammensat af følelserne ved hele naturbilledet, ved lys og skygge og farvetoner, ved lysets spil og luftens friskhed, ved de enkelte naturformer af symmetri og proportion, farver og farveharmonier, og om disse elementer der knytter sig til bestemte forestillinger, slynger sig en række af fine følelsestoner, stemninger, der knytter sig til ubestemte forestillinger, til den hele serie af erindringer og minder, der er indpodede i os fra vort samliv med naturen, og alle de glæder den har ydet os. Det er særlig dette fine netværk af ubestemte stemninger, der giver følelsen dette præg af noget fint, uudsigeligt og romantisk.